Boligtrends 2026
- Boligstylister.dk

- 8. maj
- 8 min læsning
Boligtrends 2026 handler i høj grad om noget, jeg tror mange af os kan genkende lige nu.
Et behov for mere ro, mere nærvær og hjem, der føles rare at være i 🌿

Vi kommer til at se en tydelig bevægelse væk fra det perfekte og polerede og mere hen imod materialer, stemninger og løsninger, der føles mere sanselige og menneskelige.
Samtidig ser vi fortsat en længsel efter det personlige hjem og mange har ikke længere lyst til, at alting skal ligne et katalog eller en bestemt stil.

Vi blander nyt og gammelt, arvestykker, genbrugsfund og ting med historie, fordi det skaber personlighed og gør vores hjem mere levende.
Og måske handler det også om, at vi søger noget mere ægte og genkendeligt omkring os - en hverdagsstemning og et behov for at gøre lidt mere ud af de små øjeblikke.
Et veldækket bord med friske blomster, de fine glas og levende lys på en helt almindelig tirsdag.
Eller en ro i et hjem, hvor vi kan mærke, at her bor der mennesker. Med alt hvad der følger med af små hjørner med personligt hverdagsliv.

Ikke fordi vi ikke længere ser og mærker æstetik, men fordi hjemmet er vores fristed, hvor vi har brug for at omgive os med ægthed og mærke autencitet.
I det her blogindlæg får du et overblik over forårets vigtigste tendenser, farver og materialer og hvordan du kan bruge dem i din indretning, så det ikke bare bliver pænt, men også føles rigtigt at være i.
Indretningstrends 2026 – balance mellem ro og kontraster
Det tydeligste skifte i indretningstrends 2026 er balancen mellem det rolige og det mere modige.
Det gælder både i farvevalg, materialer og tekstiler.
De varme, jordnære nuancer som sand, beige og lys karamel er stadig en sikker farvebase i indretningen, mens bløde pasteller som sart gul, støvet rosa og en dæmpet blå tilfører noget let og sanseligt.

Samtidig får de stærkere farver en mere fremtrædende rolle og vi kommer til at se mere markante kontrastfarver.
Fuchsia, limegrøn og den dybe, intense blå bliver brugt som bevidste valg til at give energi og kant, men kun som detaljer uden at overtage indretningen.
Det er netop den balance, der kendetegner farvetrends forår 2026.
Ikke mere af det ene eller det andet, men en sammensætning, hvor farverne spiller sammen og skaber en helhed.

Så det handler altså ikke længere om at vælge én stil, men om at få skævheder til at hænge sammen og gøre os nysgerrige, mærke sanselighed og " komme tilbage" til nærhed og det menneskelige.
Farver i indretning 2026 – sådan bruger du dem rigtigt
Farverne bevæger sig i en mere varm og jordnær retning.
Vi har dog længe haft hele det skandinaviske look, som det foretrukne i vores hjem med de nordiske bløde toner, men nu vil vi se, at de får flere farver at lege med.
De kolde hvide vægge har længe været udfordret af bløde beige toner, varme jordfarver, grønne nuancer, dybe brunrøde toner og mere dæmpede farver, som skaber ro og sammenhæng i rummet.

Og de naturlige nuancer som sand, beige og lys karamel kommer stadig til at fungerer som fundament for at skabe ro og gøre det lettere at samle rummet.
Ovenpå det kommer så de bløde pasteller som støvet rosa, sart gul og en dæmpet blå, der tilfører varme og lethed.
Og til sidst kontrasterne. Fuchsia, limegrøn og den dybe blå, som giver energi og retning.
Nøglen til at få det hele til at hænge sammen, ligger i placeringen.
De stærke farver og de skæve mønstre fungerer bedst, når de bruges i mindre elementer som tekstiler, kunst eller enkelte møbler.

Tip til at bruge farverne rigtigt :
🌿 Start med en rolig base
Lad de varme neutrale farver som beige, sand og jordtoner fylde mest i rummet. Det giver ro og gør det lettere at tilføje farver uden, at indretningen føles urolig.
🌿 Brug kontrastfarver bevidst
De stærke farver fungerer bedst i mindre elementer som puder, kunst, vaser eller en enkelt stol. På den måde skaber de energi og personlighed uden at tage over.
🌿 Husk materialer og belysning
Farver står aldrig alene. Lyset i rummet og materialerne omkring dem har stor betydning for, hvordan de opleves. Bløde tekstiler, træ og flere lyskilder gør farverne mere varme, levende og naturlige.

Blogindlæg om farver :
Materialer i indretning – skab dybde og sanselighed
Materialer er altid afgørende for, hvordan indretningen falder på plads og selv de helt rigtige farver, kan føles flade og uden dybde, hvis materialerne og overflader mangler variation.
Tykke tekstiler, sanselige overflader, træ med struktur, rå keramik og materialer, der både giver varme og dæmper støj, kommer til at fylde mere i indretningen.
Ikke kun fordi de giver en æstetisk oplevelse, men fordi de påvirker den måde, vi oplever rummet på med dybde og sanselighed.
Derfor kommer vi også til at se en større blanding af materialer. Bløde tekstiler, træ med struktur, matte overflader og enkelte blanke elementer, der reflekterer lyset.

Sådan sætter du materialerne sammen:
🌿 Kombinér bløde og rå overflader
Når bløde tekstiler møder træ, sten eller keramik med struktur, opstår der en mere levende og sanselig balance i rummet.
🌿 Tænk i variation fremfor ens materialer
Et rum bliver ofte mere interessant, når matte, bløde, glatte og strukturerede overflader arbejder sammen i stedet for at alt har samme finish.
🌿 Brug materialer til at skabe ro
Tykke gardiner, tæpper, træ og tekstiler gør ikke kun rummet hyggeligere at være i. De dæmper også lyd og skaber en mere behagelig stemning.
Former i indretningen - blødt og levende
Vi kommer til at se endnu flere organiske og levende former i hjemmet og måske vigtigst af alt, så er der ikke længere de samme faste regler for, hvad der “passer sammen”.
Runde former bliver blandet med mere kantede linjer, og det er netop kontrasten, der skaber personlighed og balance i rummet.

Sofaer med bløde buer, organiske sofaborde inspireret af naturens former, asymmetriske spejle, bølgende vaser og møbler, der føles mere sanselige og levende i deres udtryk.
Samtidig bliver de mere stramme og minimalistiske linjer stadig brugt som modspil, så indretningen bliver mere levende.
For mig handler det i høj grad om balance.
At et rum ikke skal føles perfekt sat op, men mere naturligt og menneskeligt 🌿

Sådan får du flere former ind i din indretning:
🌿 Kombinér bløde og stramme linjer
Et rundt sofabord eller organiske former fungerer ofte rigtig godt sammen med mere enkle og kantede møbler. Det skaber balance og gør rummet mere levende.
🌿 Brug former i mindre detaljer
Du behøver ikke skifte alle møbler ud. Spejle, lamper, vaser, kunst og tekstiler er en nem måde at tilføre flere former og blødhed til rummet.
🌿 Lad dig inspirere af naturen
Former inspireret af sten, bølger, træer og landskaber giver ofte en mere rolig og sanselig stemning end meget hårde og perfekte linjer.

Belysning i indretning – sådan påvirker lys dine farver
Belysning har stor betydning for, hvordan farver opleves i rummet og faktisk kan en farve helt ændre karakter afhængigt af lyset.
Derfor arbejder jeg også altid med flere lyskilder og gerne en kombination af funktionelt lys og stemningslys, som både skaber overblik og ro - for uden den rigtige belysning mister rummet let sin dybde.

Når lyset fungerer, falder farverne mere naturligt på plads og du får samtidig en stemning, du kan skifte efter tid på døgnet eller årstiderne.
Tip til at bruge belysning rigtigt:
🌿 Kombinér flere lyskilder
Et rum bliver mere roligt og levende, når du arbejder med flere typer lys i stedet for kun én loftlampe. Brug gerne både bordlamper, gulvlamper og mindre stemningslys.
🌿 Tænk over lysets temperatur
Varmt lys giver en blødere og mere hyggelig stemning, mens koldt lys kan få farver til at virke hårdere og mere kølige i rummet.
🌿 Brug lyset til at fremhæve stemningen
Belysning handler ikke kun om funktion. Lys kan også bruges til at skabe dybde, fremhæve materialer og gøre rummet mere sanseligt at opholde sig i.
Blogindlæg om belysning :

Genbrug i indretning – en naturlig del af trends 2026
Genbrug fylder endnu mere i indretningen i 2026.
Flere vælger at tage udgangspunkt i det, de allerede har og justere med farver, materialer og placering, som en måde at skabe personlighed og sammenhæng.
Det kan være at male en reol i stedet for at skifte den ud, ændre tekstiler eller flytte rundt på møblerne.

Men også generelt gå efter den autencitet, der ligger i møbler og interiør med historie.
Det kan være et arvestykke eller et loppefund, som har en særlig betydning for dig.
Og så er der selvfølgelig hele produktionen af møbler og interiør, hvor vi også er blevet mere bevidste om materialernes aftryk på klima og deres evne til kunne genanvendes.
Sådan får du mere personlighed i din indretning:
🌿 Tag udgangspunkt i det, du allerede har
Ofte handler det ikke om at købe nyt, men om at se på dine møbler og ting med nye øjne. En ny placering, farve eller kombination kan ændre hele oplevelsen af rummet.
🌿 Bland nyt og gammelt
Når moderne elementer bliver sat sammen med arvestykker, genbrugsfund eller ting med historie, får hjemmet mere varme, personlighed og karakter.
🌿 Indret med ting, der betyder noget for dig
De mest personlige hjem er sjældent dem, der følger en bestemt stil perfekt. Det er ofte de hjem, hvor tingene fortæller noget om menneskene, der bor der.
I og med vi kommer til at se endnu mere miks i indretningen, bliver det derfor også mere naturligt at sætte flere stilarter sammen.
Og ofte er det netop dét, der gør den største forskel.
For indretning handler sjældent om at starte forfra, men om at finde den rigtige retning i det, du allerede har.
Uderum skal være naturlige
Også udenfor fortsætter den mere naturlige og afslappede stil.
Haver og uderum bliver mindre perfekte og mere frodige, rolige og levende. Flere ønsker køkkenhaver, spiselige blomster og et uderum, hvor naturen gerne må fylde lidt mere.
Flere mindre hyggekroge med mulighed for at opleve naturen tæt på.
Morgenkaffen på din yndlingsplads en stille morgen.
Skyggepladser i eftermiddagssolen eller solnedgangen fra en bænk omgivet af krukker med vilde blomster.

Det er den stemning, vi gerne vil mærke.
Og for mig giver de her tendenser rigtig god mening, for indretning handler ikke kun om møbler og farver, men om, hvordan vi gerne vil have hele rammen rundt om os skal være.
Det er i vores hverdag, vi nu sætter endnu mere fokus på, hvordan vores hjem får os til at føle.
Sådan skaber du et mere naturligt uderum:
🌿 Lad naturen fylde lidt mere
Et uderum behøver ikke være perfekt og stramt for at føles rart. Planter, der vokser mere frit, og grønne områder med variation skaber ofte mere ro og liv.
🌿 Tænk i stemning fremfor perfektion
Bløde tekstiler, lanterner, krukker og hyggelige siddepladser gør det lettere at bruge uderummet som en naturlig forlængelse af hjemmet.
🌿 Skab plads til det sanselige
Duftende blomster, krydderurter, træmaterialer og planter, der bevæger sig i vinden, gør uderummet mere levende og behageligt at opholde sig i.

Boligtrends 2026 -få hjælp til at finde din retning
Hvis du sidder med en fornemmelse af, at dit hjem ikke helt hænger sammen, selvom du egentlig godt kan lide de ting, du har, så er det ofte ikke fordi, du skal starte forfra, men fordi du mangler en retning.
Jeg starter altid mine indretninger med et besøg hjemme hos dig, hvor vi sammen gennemgår din bolig, dine behov og det, der ikke fungerer.
Du får sparring, idéer til farver, indretning og belysning, med udgangspunkt i det, du allerede har.
Det er både muligt at få hjælp til små justeringer eller konkrete indretningsplaner, der skal binde flere rum sammen.
👉 Du kan læse mere og booke et indretningsbesøg her:
Tak, fordi du læste med.
De bedste hilsner
Line





Kommentarer